Samvær udenfor terepeutiske konventioner
Den røde tråd
Farverne forsvinder og verden fortsætter
Fuglende dvaler i modvind, men vinden skifter
Et øjebliks tørhed, inden regnen kommer
Sommeren ligger stille og tavs i skovbunden
Foråret blot en stjerne på endeløse nætter
...
For enden af mange bakker, på højen ved en sø af glas,
en parably og et anker.
En mand siddende på en bænk af sten, cigerat mellem hans ringe og lange finger.
Et hvæs og han siger;
''Jeg kender hverken smil eller tåre. Knyttet næve eller kram.
For i mig er der både rod og gren. For i livet er der kun dig og mig, du og vi.''
''Så sluk dine tåre og vend dit smil. For det evige efterår og det evige forår, både ender og begynder, indtil intet længere er.
Men selv der er der stadig kun du og vi, os og mig. Både falende blad og skubbende vind.''
''Hvor er vi på vej hen, hvis ikke mod ingenting og alting?
Ligesom alting og ingenting altid er på vej mod os.''
Og med det slukker både glød og røg, begravet, som alle hemmeligheder, under et tæppe af sne.
Rodnet
Verdens underside, humanitet i spalter, lange hårde rødder, i rød aske.
Røg uden kilde, omvendt himmel, kollapset identitet, skrupelløs frihed.
Sandhedens lag, limens fragilitet, timeglassets tomhed, latterens spydighed.
Modets vanvid, glædens immunitet, sygdommens rodnet, tyve spindelvæv og to fluer.
Søjlens revne, søjlens hulhed.
Vogne med usikkerhed, i solide tønder, båret henover generationer, til skrænten af verden.
Arvens læs. Arvens rettigheder. Løftet af heste, opdrættet på hvileløs depression og uafklaret dyb kærlighed til livet, trods...
Fri indeni
Fri indeni, som sjælen blød i vinden.
Det lette penselstrøg af følelser, kastet som et net i havet.
Båden vugger på det blå hav uden horisont, skyer omkring, muntre hvide kinder.
Et spøgelse på skøjter, springer over bølger, en blid hvisken om glemt vinter.
Sjælen blomstre mæt på havsalt, i en lille krukke midt på dækket.
Fri indeni, ingen vind i sejlet, men et net fyldt med guld.
Kirsebærtræ
Til lyden af en smøg, der gløder dovent mellem mine trætte fingre, ryger jeg mine tanker. Lyserød hat under et kirsebærtræ i forår, dufter jeg solnedgangen bag mine øjenlåg. Dens gullige skær skjult i skyggerne af mine følelser.
Jeg suger ind, mødt af den milde atmosfære af København, alene på en bænk, men ikke ensom. For i vinden og brisen er vi tusind, alle båret af det samme skib. Jeg puster røgen i mine lunger ud, for luften ligesom min krop, er lånt. Mine følelser er kun vejret af min indre himmel og mine tanker blot det tøj jeg vikler mit sind ind i.
Jeg puster ud igen, for hver gang jeg trækker vejret, kysser jeg den vind, der søger ud i livet.